Som den første generation i mange år, skal dette års afgangselever vælge uddannelse uden at have haft mulighed for at komme i brobygning eller praktik, eller haft mulighed for fysisk at besøge de skoler eller uddannelser, som de måske vakler imellem. Uddannelsesvejledningen på skolerne har været på et minimum, og er som så meget andet klaret virtuelt, hvis ikke kun med fremsendte slideshows fra vejlederen.

De unges uddannelsesvalg bliver dermed ikke udfordret, og langt de fleste vælger derfor ‘det sikre valg’. For mange betyder det, at de bare vælger det samme, som deres nærmeste venner eller forældre, der i denne situation bliver deres nærmeste og eneste vejledere.

Mange forældre har kun et begrænset kendskab til uddannelsessystemet og de muligheder, der findes i dag, kontra dengang de selv skulle vælge, og kommer til kort hvis deres barn pludselig kommer i tvivl eller finder ud af, at de har valgt forkert. Store spørgsmål melder sig hos de unge, ja, for nogle kan tvivlen og usikkerheden udvikle sig til en decideret krise, og selvom man kan google sig til mange svar, er der ganske få ting, der slår den personlige samtale.

Alle kan få brug for professionel hjælp til at finde rundt i junglen af muligheder og forhindringer i uddannelsessystemet anno 2021, og nogle gange kan det være nødvendigt at få lagt en individuel plan med udgangspunkt i den unges særlige kompetencer eller forudsætninger. Alle skoler har en uddannelsesvejleder tilknyttet, men hvad de færreste ved er, at man kun har ret til individuel vejledning, hvis man er erklæret ikke-uddannelsesparat. Uddannelsesparate elever skal klare sig med kollektive oplæg i klasserne og virtuel e-vejledning, men hvem siger, at man ved, hvad man vil være og hvordan man bliver det, bare fordi man er vurderet til at have faglige, personlige og sociale kompetencer til at påbegynde en gymnasial eller erhvervsrettet uddannelse…? Det er blot en politisk besluttet sandhed, og der er ingen skam i at række ud og få hjælp i denne situation.

Din vejleder kan med refleksive spørgsmål og andre metoder hjælpe med at få sat tingene i perspektiv og give dig det overblik, der skal til, for at du kan træffe dit valg. Ring og book en tid, hvis jeg også skal hjælpe dig.